Ventetiden er ovre – DM er i gang, og vi er fantastisk glade for at kunne byde alle og én hjertelig velkommen til Tignes.
Skibet er rigget til
…Og alle sejl er sat. Besætningen tæller alt fra trofaste banner-matroser, spillemænd, gøglere af guds nåde, ungmøer og kaptajnen med det faste greb i roret.
Forberedelserne er overstået og vi ser nu frem til at få vind i sejlene.
Meen…..det hele skal jo ikke kun handle om søulke og skippermix. Vi har selvfølgelig sørget for sikker og fast grund under fødderne, selvom det ikke kan udelukkes at søsygelignende symptomer vil opstå. En ting er i hvert fald sikkert – der bliver høj bølgegang fra nu af.
I den kommende uges løb, afholdes tre konkurrencer på X-Games banerne. Tirsdag er det Slopestyle, torsdag Halfpipe og endelig Big Air fredag. Hver konkurrencedag er efterfulgt af et brag af en afterparty, hvor Dokkedal & Dixen, Fagget Fairys og Malk De Koijn alle sørger for at stemningen, og eventuelle kolde lemmer, når kogepunktet inden klokken runder midnat. Søndag skydes ugen naturligvis i gang med velkomstfest på Saloon og Couloir.
Afslutningsmiddag
Fredag slutter DM traditionen tro af med en afslutningsmiddag, hvor det er tid til afslapning, ultimativ hygge og en promille eller fem i blodet. Alle er inviteret og for ridersne vil der, helt ekstraordinært, være tilskud fra Burn til at gøre prisen yders overkommelig.
Teamet bag DM er utrolig glade for endnu engang, at kunne byde riders, tilskuere, kunstnere, crew og den danske presse velkommen til – vores alle sammens DM i Freestyleski.














